Visitation

Henvendelse om mulige pladser sker til Høng Erhvervsskoles socialrådgiver. Vi har løbende indskrivning til såvel døgnophold som dagpladser.

Visitation
Visitationen sker efter aftale mellem den unge, dennes forældre/værge, hjemkommunen og Høng Erhvervsskole.

Generelt lægger vi stor vægt på personlig kontakt og vurdering inden en eventuel indskrivning.
Derfor vil vi gerne have besøg af den unge, dennes forældre/værge, samt evt. sagsbehandler  forud herfor. Vi tager også gerne på besøg i forvaltningen eller i hjemmet. Desuden indgår relevante oplysninger om den unge i vurderingen af, om den unge kan profitere af et ophold hos os.

Selve indskrivningen foregår under et møde på Høng Erhvervsskole. Her laves aftaler for opstarten og de første måneder. Aftalerne er individuelle, og der laves personlige målsætninger for botræning, arbejde og skole.

Inden for de første tre måneder følges indskrivningsmødet op med en telefonisk kontakt mellem erhvervsskolens socialrådgiver og kommunens sagsbehandlere.

Efter ca. et halvt år afholdes opfølgningsmøde, hvor indslusningen og de første aftaler evalueres.
På mødet laves evt. nye aftaler om personlige mål.

Herefter er der ca. hvert halve år opfølgningsmøder.
Parallelt hermed arbejder vi med løbende interne handlingsplaner for den unges udvikling i samarbejde mellem den unge, pædagoger, skolelærere og værkstedslærere.

Sagsforløb
Du (sagsbehandler, forælder eller andre) kontakter Høng Erhvervsskole. Der arrangeres uforpligtende besøg, hvor den unge, forældre, sagsbehandler evt. andre deltager.

Høng Erhvervsskole modtager relevante papirer fra kommunen.

Hvis kommunen, den unge og Høng Erhvervsskole sammen vurderer, at Høng Erhvervsskole er et relevant tilbud, afholdes visitationsmøde (indskrivningsmøde). 

Den unge flytter ind  - næsten altid om aftenen. Næste dag købes arbejdstøj og sikkerhedssko, og den unge får en rundvisning af en af skolens elever. Herefter opstart på det aftalte værksted.

Efter ca. en måned afholdes hjemmebesøg i den unges hjem. Her deltager den unge, forældre og fra Høng Erhvervsskole en pædagog og socialrådgiveren.

Efter ca. 3 måneder kontaktes kommunen med telefonisk orientering om opstarten af forløbet.

Hver 3. måned afholdes interne tværfaglige handleplanssamtaler om den unge.

Efter ca. 6 måneder skrives statusrapport, som gennemgås med den unge. Statusrapporten udsendes til den unge, forældre og kommunen og danner grundlag for det første opfølgningsmøde. Herefter afholdes opfølgningsmøder ca. hvert halve år efter samme procedure.

Når opholdet for den unge nærmer sig sin afslutning, udarbejder Høng Erhvervsskoles socialrådgiver en afsluttende statusrapport. Rapporten indeholder bl.a. en kort evaluering af opholdet og evt. forslag til fremtidig indsats.

Når den unge fraflytter, tilstræbes det at forsørgelsesgrundlaget er afklaret, samt at den unge flytter i egen bolig, bofællesskab, kollegie eller andet relevant tilbud.

Det tilstræbes, at den unge er i uddannelse, beskæftigelse, praktik eller aktivering ved udskrivningen.

Såfremt den unge har behov for det, kan Høng Erhvervsskole tilbyde ophold i skolens eget opgangsfællesskab eller personlig støtte fra skolens pædagoger, som den unge kender.


Afklaring


Skolens formål er at vurdere elevernes niveau og læringspotentiale for herefter at kunne støtte, træne og klargøre elever til en fremtidig selvstændig tilværelse uden for institutionens regi...

Læs mere

Værkstedstilbud


Formålet med skolens værksteder er at skabe et fagligt realistisk og arbejdspladslignende udviklingsrum, hvor eleverne afklares med en række praktiske fag...

Læs mere

Aktivitetskalender

Hurrah - vores malerfaglærer Kristine har bestået sin uddannelse som "Kostvejleder med speciale i vægttab". For eftertiden vil Kristines kompetencer indgå i skolens tilbud til vores elever.


PAS-test af STU- og døgnelever: Sidst på foråret 2012 er vi klar til at tilbyde PAS-test og UngePAS-screening som en del af vores tilbud. Læs mere under knappen STU


Onsdag i Uge 4 er der afgang til den årlige skitur

19. februar holder vi Fastelavn

27. februar er der Cafeaften for tidigere elever